ÅrsregnskabPRESSEMEDDELELSE
FRODE LAURSEN A/S SOLIDT OVERSKUD I 2009
På en netop afholdt generalforsamling offentliggjorde Frode Laursen A/S et overskud for 2009 på 25,5 mio. før skat.
Egenkapitalen er på hele 139 mio., en stærk likviditet og med det flotte resultat, er Frode Laursen velforberedt til at møde de udfordringerne som 2010 bringer.
Omsætningen udgjorde 1.047 mio., og selvom konjunkturerne generelt har været dårlige er der tale om et fald på kun 2% i forhold til 2008. Dette er lykkedes, som følge af vores virksomhedsopkøb og nye kunder.
Medregnes datterselskabet IN-STORE A/S og det delejede oliedistributionsselskab Skanol A/S, omsætter den samlede koncern for 1.187 mio., beskæftiger dagligt 700 lastbiler samt 1.100 medarbejdere i hele norden.
FRODE LAURSENS KONCEPT
Frode Laursen-koncernen har aktiviteter indenfor:
· Dagligvare-logistik i norden, som omfatter lagerhoteller i de nordiske lande, distribution i de nordiske lande og IN-STORE aktiviteter.
· Byggemateriale-logistik i norden, som omfatter lagerhotel i Danmark, distribution og IN-STORE aktiviteter.
Begge logistik-segmenter understøttes af Frode Laursens internationale division, som gennemfører internationale transporter på landevej, søfragt og luftfragt.
Joint Venture selskabet Skanol A/S, som varetager distributionen for ca. 20 % af benzin-, fyrings- og dieseloliemarkedet i Danmark, er fortsat en del af koncernen. Skanol A/S udvider i 2010 aktiviteterne til det svenske marked.
Virksomheden drives fra hovedkontoret i Vitten ved Århus samt afdelinger i Hørning, Vamdrup, Vejle, Tølløse, Jyderup og Hedehusene. I Skandinavien er der lagerhoteller i Göteborg, Helsingborg og Helsinki .
Endvidere en vognmandsforretning i Polen, i Szczecin, som varetager en del af Frode Laursens internationale transporter.
FORTSAT EKSPANSION I NORDEN
Frode Laursens nordiske ekspansion inden for dagligvarelogistik har været fortsat i 2009.
Samlet råder Frode Laursen nu over mere end 330.000 m2 lager i norden.
Frode Laursen har også i 2009 købt op i branchen med overtagelsen af bl.a. Scanita Transport og Henrik Rytter Transport. Denne positive udvikling er fortsat i 2010, hvor Elementtransporten og Pack Scandinavia er overtaget.
Det er fortsat vores opfattelse, at der vil ske en yderligere konsolidering i branchen, hvor opkøb og sammenlægninger vil være naturligt. Frode Laursen er med sin finansielle styrke parat til at gennemføre nye opkøb.
KUNDERNE STILLER STØRRE KRAV
Frode Laursen mærker en klar udvikling hos vore kunder, som stiller stadig større krav til vores fleksibilitet og øger fokus på kvalitet, øget produktivitet og ikke mindst konkurrencedygtige priser.
Vi hilser denne udvikling meget velkommen, idet vor målsætning er at være den bedste og billigste logistikudbyder i norden.
Derfor arbejder vi konstant med effektivisering, reduktion i energiforbrug og CO2 udslip i bestræbelserne på at levere bæredygtig logistik til vore kunder.
FORVENTNINGERNE TIL 2010
Fra 4. kvartaI og helt frem til og med 1. kvartal 2010, har Frode Laursen som så mange andre danske virksomheder, mærket en nedgang i konjunkturerne hos kunderne.Særligt inden for byggematerialer er faldet i omsætning mærkbart, men også dagligvaretransporterne og kundernes lagerbeholdninger på vores lagerhoteller er på et lavere niveau nu end for 12 måneder siden
Der er nu tegn på en stigning i konjunkturerne omend aktivitetsniveauet fortsat er på et lavere niveau end 2008.
Mange transportudbydere har forladt branchen det sidste års tid, både i Norden og det øvrige Europa. Det har medført en stigende kapacitetsmangel med færre lastbiler til rådighed, hvilket særligt er blevet tydeligt igennem de seneste uger.
Det er ledelsens forventning, at 2010 vil være kendetegnet ved en stigende omsætning som følge af konjunkturerne og ved øget kundetilgang, hvor udfordringen bliver at fremskaffe den nødvendige kapacitet.
Hvis du vil vide mere ... se www.frode-laursen.com , www.in-store.dk og www.skanol.dk.
Spørgsmål besvares ved henvendelse til økonomidirektør Anders Balle På tlf. 87 64 64 11 eller 40 74 36 53 eller anbal@frode-laursen.com
|